|
af lærer Carsten Kristensen, Thyholm. http://users.cybercity.dk/~bta1007/
Jeg har med interesse fulgt diskussionen om fagets ændrede stilling hos eleverne - og især faget som et slags hadefag. Hvad skyldes det mon dog? For det første tror jeg ikke, at der har været nogen væsentlig ændring i den henseende. Tysk, set i et historisk perspektiv, har aldrig haft nogen høj status hos folk, der ellers ikke har nogen forbindelse til det "tyske" som sprog eller andre sammenhænge.Det er altså tit og ofte fordomme, der danner skole. Her er "tysk" meget negativt ladet i kraft af sporene fra verdenskrigene og hvad der ellers i den forbindelse fulgte med. Og det er ikke kun her i Danmark, men udpræget i europæiske lande, der har været besat af Tyskland. Desuden er det selvforstærkende. Jo mere der siges hadefag, desto "sandere" bliver det. For det andet tror jeg dog, at der er sket en ændring af fagets status i folkeskolen - og i den negative retning. Og det skyldes vel næppe spøgelserne fra krigen, men derimod en holdningsændring hos underviserne i folkeskolen. Der har i en årrække været forsøgt undervist i faget (og andre) med en tendens til at sætte det sjove, det underholdende, det snakkende, det uforpligtende i højsædet. Og det er jo alt sammen meget godt med overvejende positivt ladede holdninger og ideer til undervisningen. Det kan man da ikke have noget imod! Og når man så går videre med det projektorienterede som det overordnede i lange undervisningssammenhænge, hvor eleverne selv formulerer både indhold og form og derved får ansvarlighed for forløbet, skal det da blive godt! Og endelig så lidt lærerstyret som overhovedet muligt, så eleverne virkeligt kan arbejde ud fra egne præmisser. Lærerstyring og klasseundervisning med læreren placeret som det centrale element er ikke ønsket!! For år siden var der mange kursustilbud til lærerne med et overordnet emne men med "selvformulerende" grupper, der så skulle skabe indholdet. Fint nok. Men man brugte alt for megen tid på det tekniske, på diskussionerne, på formen, os.v.. Så når man endelig skulle til at fordybe sig i indholdet og dyrke lidt faglighed var "tiden gået". Sådan er tendensen også blevet i folkeskolen. Der bruges oceaner af tid til sammen med eleverne at diskutere, "hvordan timerne skal gå" - fordi det er der nogen, der siger, at man skal, for det er så udviklende for eleverne. Jo igen. Men tiden går med planlægningen i stedet for direkte at gå til indholdet. Hvorfor dog ikke trække på læreren, der måtte, burde vide mest om det. Hvor mange elever kender de forskellige fags læseplaner? Lad dog læreren få lov til at blive autoriteten igen. Og det i kraft af hans personlighed, uddannelse og faglighed. Så knyt sylten og på med vanten! For at få faget på skinner igen, skal der skabes grundlag for gode oplevelser med faget. Og det er da min absolutte opfattelse, at de flest elever netop får den positive oplevelse, når de langsomt lidt efter lidt får udbytte af deres anstrengelser. For det skal der til. Der skal arbejdes med det formelle, hvis man skal opnå et vist niveau. Og det er da også min erfaring, at de elever, der har forstået det, i afgangsklasserne sidder og får mange positive oplevelser i faget. De kan bruge sproget fornuftigt. Det nytter altså, at man fordyber sig i stoffet.- Hvorimod elever ( der af den ene eller anden årsag) i en sammensat 9. eller 10. klasse, som aldrig har fået lært "remserne og reglerne", sidder som sorteper. De kan jo godt sammenligne sig med de andre.Det er dem, der stadig snakker sandkassetysk og absolut ikke kan skrive acceptabelt tysk. Hvornår kommer de gode oplevelser så? Eleverne skal stilles de krav - eller tilbud, om man vil, der er nødvendige. Og det må læreren vide! Eller også skal de undervises på et niveau, der passer til deres evner! Og så er vi tilbage ved niveaudeling af eleverne. Hvor jeg dog savner de gode gamle dage, hvor eleverne med deres forskellige forudsætninger kunne blive undervist med udgangspunkt i deres egne evner og på deres niveau. Og der fik de i faget nogle gode oplevelser. Det vel og mærke både på "grundkursus" som "udvidet". Og endelig kan man vel sige, at med alle de forskellige tiltag, der er kommet i både 9. som 10 klasse, og hvor timerne falder ud - og det er virkeligt mange, bliver eleverne ikke rustet til kravene, der stadig er de samme, ved de respektive prøver. Og hvis man ikke kan leve op til kravene? - hvad så? Sænker man så bare niveauet?? (Jvf. diskussionen om de lave karakterer i skr. tysk!) P.S. Og kan man så også gøre undervisningen sjov, inspirerende, udfordrende, afvekslende, så.........
|