|
18.
november 2000
Børn kan sagtens lære
engelsk og tysk tidligere, end de gør i dag, mener Folkeskolerådet,
der rådgiver undervisningsministeren. Rådet foreslår derfor, at
ministeren tillader systematiske forsøg med tidligere
undervisning i fremmedsprog.
Forslaget falder i god jord hos Socialdemokratiets
uddannelsespolitiske ordfører, Hans Peter Baadsgaard, der gerne
vil være med til at prioritere sprog højere i folkeskolen.
- Jeg mener, at vi skal satse på at blive
tosprogede, så vi kan vores modersmål og engelsk, bedre end vi
kan i dag, siger han.
Undervisningsminister Margrethe Vestager vil godt
diskutere tidligere start på tysk og engelsk, men hun er
skeptisk.
- Det vil betyde en meget lang skoledag for de små
skolebørn, og den er lang nok i forvejen, siger hun til
Radioavisen.
Både på norske og svenske skoler starter børnene
tidligere med fremmedsprog. Og der er faktisk også skoler
herhjemme, som tyvstarter, forklarer Ingrid Stuart, der er formand
for Danmarks Sproglærerforening.
Hun er ikke i tvivl om, hvad der er bedst for børnene.
|