Die dummen Dänen?

Hermann Lengerke

Oprindelig publiceret i LEGO Gruppens personaleblad "Klodshans"

Dansk og tysk sprog og kultur:

Sprog gør folk - men ikke ens

Danskerne er runde, bløde, venlige og praktisk anlagte livsnydere, tyskerne tilsvarende firkantede, hårde, kontante og abstrakt tænkende ordensfanatikere. Sådan er det - det kan vi sikkert blive enige om. Ved nærmere eftertanke - og med et gran salt på brødet, som man spiser, mens man klapper hesten - ved vi også godt, at hverken "danskerne" eller "tyskerne" findes. For det er jo rent statistiske gennemsnitsbetragtninger - og de kan som bekendt ikke anvendes på enkeltfænomener, i vores tilfælde individer. På den måde er der lidt udlænding i os alle sammen, da vi ikke kan leve op til idealbilledet - heldigvis, for der er ikke langt fra idealbillede til den snævre form, man gang på gang har prøvet at presse mennesker ind i (à la "The Wall" og mange andre fiktive og virkelige handlingsforløb).

Kultur er ...

Men selvfølgelig er der nogle træk, som mange danskere har til fælles. Det samme gælder schweizere - tyskere - østrigere. Københavnere og jyder - heldigvis, for hvad skulle vi ellers drille hinanden med. Og det gælder såmænd også landmænd, købmænd, sømænd, sømændskoner, folk der bor på landet eller i storbyer - førkrigs-, krigs- og efterkrigsgenerationen, 68erne, MTV-generationen ... Specielt de to sidstnævnte grupper er nok mere præget af det, de er opkaldt efter, end af nationaliteten. Så er vi midt i den - kulturen! Kultur er vel, når et menneske deler nogle oplevelser, følelser, måder at tænke, handle og kommunikere på med andre mennesker.

Vi taler samme sprog, siger vi ikke uden grund. For sproget er nok den mest koncentrerede opsamling af alle mulige menneskers og gruppers selvforståelse. Rigs- eller højsproget udskiller sig på den måde, at der er så mange kloge mennesker, der passer og plejer det - for ikke at sige vogter over det. Det bærer derfor rundt på hele kulturhistorien. Af samme grund er disse (officielle) sprog nok det, der kommer tættest på det statistiske gennemsnit af et lands kultur (hvilket måske også er grunden til, at så mange har så svært ved at bruge sproget "korrekt").

Højsprogene kan fortælle os en del om dem, der taler dem. Men hvem gør egentlig det? De fleste af os snakker vel en eller anden dialekt eller slang. Her bliver det interessant og ligeså indviklet, som det vitterligt er. Man opdager fx., at rhinlændere i mangt og meget ligner københavnere mere end vestjyder gør, som igen er tættere på nordtyskere. Mange rhinske ord lyder da også mere af dansk end af højtysk. Egentlig er der mere "kød" på regionerne - de virker mere homogene og naturlige end nationalstaterne, der for de flestes vedkommende i sin tid, da de blev samlet under en eller anden konge, kejser eller lignende, var lige så "kunstige" som EU er det i dag. Det kan kelterne, friserne og andre spredte folkefærd skrive under på.

Måske skulle jeg stoppe her. Dog ikke uden at minde mig selv om to ting: intet er så godt, at det ikke kan blive bedre - og man bliver aldrig så klog, at man ikke kan lære noget nyt (af andre) ... hver eneste dag. Det gælder også mig selv. Underligt nok.

Kend dine pappenhejmer

Mennesker skal behandles forskelligt, hvis man vil behandle dem ens, siger Per Sørensen - blandt meget andet fornuftigt. Det gælder i høj grad også sprogbrugen. (Offentlige og lignende institutioner er dog fritaget: de skal bare skrive, så ingen kan forstå det - heller ikke afsenderen selv - så er alle ligestillet).

Som kommunikationsgrundregel nr. 1 udtrykker det: sæt dig i modtagerens sted! Men selvfølgelig bruges sproget også til det modsatte af kommunikation: til at holde andre ude. Det ved bl.a. jurister en del om, men anvendes også til at styrke gruppers eller nationers corporate identity, fælles selvopfattelse.

Kommer han ikke snart til sagen? Jo, jo, men det teoretiske grundlag skal være på plads (man er vel tysker).

Dansk og tysk er begge germanske sprog, har altså en fælles rod. Men så kom romerne og lavede rod i det tyske - eller også bragte de orden i det. De havde nemlig en fin grammatik med sig ... aqua, das Wasser, vinum der Wein, scher dich zum Teufel, du altes Latein. Tysk fik altså - i den sidste ende af munkenes latin (Luthers bibel var den første "højtyske" publikation) - det, som danskerne gik glip af eller blev fri for (vælg selv): et sprog med så megen "matematisk" struktur, at det blev næsten lige så formelagtigt entydigt som diplomatiets sprog fransk (der også lånte det hele fra latin). De var næsten lige så dygtige som skøre, de romere ... og så kunne de bygge hierarkier!

Tyskerne er grundige

Om de er! Ich spiele, du spielst, er sie es spielt, wir spielen ... endelsen fortæller stort set, hvem der leger (ligesom på latin) - men det er ikke nok for tyskerne: de sætter for en sikkerheds skyld et personalpronomen foran. Det er selvfølgelig ikke sket med (ond) vilje, men vokset ud af sammensmeltningen af germansk med romernes grammatik. Men alligevel siger forskellen mellem det danske og det tyske sprogs struktur noget om kulturen i de to lande - igen statistisk set.

Tysk grammatik er som et bolværk, som holder andre lidt på afstand - og begrænser sprogets udbredelse (jeg forstår godt, at amerikanerne valgte engelsk som landets sprog). Til gengæld er det nogenlunde til at "regne ud", når man først har indtaget bolværket. Og så er den tyske udtale måske lidt mere "ærlig". Danskernes sprog-bolværk består til gengæld netop i udtalen og så i de mange indforståede talemåder (lidt à la engelsk). Det leder tanken hen til tyskeres lidet indbydende, kontante facon og på den anden side troskab og pålidelighed. Og til danskeres umiddelbare venlighed og manglende evne til at sige nej - ligeud, altså.

Et spørgsmål om stil

Sproget præges og udvikles af mange: forældre, skolelærere, politikere, medierne - og ikke mindst børn. Danske journalister lærer vistnok, at ethvert barn skal kunne forstå, hvad de skriver. Så må alle de andre af og til blive lidt små-irriterede over at skulle læse en hel masse for at få en smule at vide. I Tyskland er det nærmere omvendt. Folk skulle helst blive lidt klogere og udvide deres ordforråd, hver gang de læser noget. Og så må de, der ikke kan forstå avisskriverierne, enten blive irriteret eller også spørge/gætte sig frem. Denne grundlæggende forskel svarer fint til danskeres mere konkrete fremgangsmåde - nedefra - og tyskeres mere abstrakte - oppefra. Og den kommer også til udtryk i, at tyskere i højere grad benytter sproget til at understrege deres personlighed, status m.v.

I Danmark - hvor man holder meget af det svenske (!) læsbarheds-indeks (LIX) - nøjes man gerne med eet udsagn pr. sætning. Det fører en del bisætninger med sig - i stedet for substantiviske konstruktioner. I Tyskland er man ikke helt så bange for at kombinere flere udsagn i een sætning, bare deres indbyrdes sammenhæng er klar og de danner en helhed. Og det er såmand godt nok, for så kan sådan en som mig klare pladskravet (tysk fylder normalt noget mere end dansk - bl.a. på grund af flere konsonanter/længere ord). I denne sammenhæng hjælper det også, at man på dansk kommer lidt mere blødt ind på tingene (lad os nu lige få en kop kaffe først). Rigtig svært bliver det derimod, når det danske sprogs lethed og evne til at rime udnyttes til fuldkommenhed - Halfdan Rasmussen kan næppe oversættes til tysk!

Et "Volk der Dichter und Denker" - vidste du det? Jo, det lærer man skam i skolen (i hvert fald dengang, jeg gik der). Og det er jo noget at leve op til. Mens sproget i danske medier mere virker som en brugsgenstand, skal det i tyske helst også være smukt, sprudlende, farverigt, vittigt - måske også for at afbalancere al den struktur. For mange gentagelser og hjælpeverber er derfor fy-fy - noget som mange danske skribenter mildt sagt ikke har noget imod at gøre flittigt brug af. Oversætterens opgave i denne retning bliver endnu vanskeligere af, at man på dansk typisk bruger det samme ord i mange sammenhænge og dermed også i skiftende betydninger, der på tysk har hver sit ord. Sat på spidsen: skriver man tysk lige så ensformet som dansk, virker det ubehjælpsomt og skolestilsagtigt. Prøv at sammenligne den danske med den tyske sortimentsbrochure: de tyske produktbetegnelser er ren fantasi - de danske nærmest funktionsbetegnelser og ren "ved jorden at blive ...".

Et område, hvor den danske evne til at forenkle tingene, er en stor velsignelse, er "kønsdriften". Eneste ulempe: når man ikke har "direktørens" fornavn, er man engang imellem nødt til at spørge, om det er en "m" eller "k". Til gengæld er man fri for "Mitarbeiterinnen und Mitarbeiter" henholdsvis ligestillingsmodellen "MitarbeiterInnen". Kønskampen længe leve!

En anden ting, der kan give anledning til telefonkontakt med Information & PR, er den danske forkærlighed for lidt vage, svævende formuleringer, hvor man med lidt god vilje kan ane, hvor afsenderen vil hen, men på den anden side ... I sådanne tilfælde er man på tysk som regel nødt til at melde klart ud - ellers bliver det nemt tolket som svaghed eller forsøg på at feje noget ind under gulvtæppet ...

Før min artikel fylder lige så meget, som PAMs nogle gange gør, må jeg hellere stoppe. Selvom emnet er langt fra udtømt og både københavnerne, jyderne (herunder den billundske blanding), fynboerne - schweizerne (dem der taler schwyzerdütsch, men også dem der taler fransk, italiensk, ladino eller noget helt andet), østrigerne (inkl. wienerne, denne helt specielle melange af så mange dejligt forskellige kulturer), frankerne, sakserne, mecklenborgerne, hamborgerne, hohenwestedterne og alle de andre geografiske, faglige, sociale og aldersmæssige grupperinger vistnok er kommet til kort. (Undskyld, jeg glemte sønderjyderne og vendelboerne). Det er spændende - i hvert fald for mig - nej, ved du nu hvad, ka' du så vågne op, så du i det mindste får fat i mine afsluttende visdomsord: det "typisk danske" og det "typisk tyske" (hvis man ellers kan finde det) har det ikke altid lige nemt med hinanden, men de supplerer hinanden vældig godt. Kan man få dem rystet sammen, danner de en rigtig god cocktail ... Hi, folks!