Lær tysk, din danske hund
Information 28 marts 2000 , side 8

Smid tyskerfordommene ud og dæm op for invasionen fra engelsk sprog og kultur. Kort sagt: Gør tysk til skolens første fremmedsprog

Af Kirsten Alling
Hvis blot man behersker engelsk, kan man som borger i et lille land klare sig internationalt. Den opfattelse har mange, også politikere. Dette til trods for, at Tyskland er vores nærmeste og eneste landfaste nabo, Europas største land og vores vigtigste handelspartner.
De samme mennesker opfatter også engelsk som blot et neutralt og praktisk kommunikationsredskab, som alle har nemt ved at lære ­ det sidste er tilsyneladende også en sandhed med modifikationer, når kun få danskere, selv efter mange års undervisning, taler engelsk på et tilstrækkeligt niveau. En sådan holdning til sprog vidner om en manglende bevidsthed om, hvad sprog er og hvilke samfundsmæssige og kulturelle konsekvenser, den ensidige fokusering på engelsk har i et lille land som Danmark.
Det er en typisk dansk opfattelse, at fordi det nært beslægtede sprog engelsk falder os let, gælder det samme for resten af Europa. Det er faktisk ikke rigtigt. En del sydeuropæiske lande foretrækker fransk som arbejdssprog.
I øvrigt er det lige så nemt for en dansker at lære tysk som engelsk, måske endda nemmere, hvis ikke alle fordommene blokerede for indlæringen. Det er nok også de færreste, der gør sig klart, at tysk er langt det største sprogområde i EU, idet næsten en tredjedel af EU s borgere har tysk som modersmål. Derfor vil det, stik imod den generelle danske holdning, være naturligt at indføre tysk som et tredje arbejdssprog, ud over engelsk og fransk, for bedre at dække nogle kulturelle hovedområder.
Den opfattelse, at engelsk blot er et fornuftigt redskab i internationaliseringens navn, er en alvorlig misforståelse. Sprog og kultur kan aldrig skilles ad og det har allerede haft vidtrækkende konsekvenser for samfunds- og kulturlivet i Danmark, at vi i mange år både uddannelsesmæssigt og mediemæssigt har fokuseret så ukritisk på det engelsksprogede. På alle niveauer refereres næsten udelukkende til engelske og amerikanske forskere og andre forbilleder, og det vil ske stadigt mere ukritisk i fremtiden, fordi de generationer, der bliver bestemmende fremover, som en naturlig konsekvens af de påvirkninger, de har været udsat for, kun interesserer sig for den del af verden. Problemet er allerede nu en realitet på mange universitets-uddannelser.
Vi identificerer os totalt med den engelsksprogede verden og kopierer blindt alt fra den kant, tilsyneladende også amerikanske stormagtsattituder, når en del danskere i dag i fuld alvor mener, at de ikke behøver lære tysk, for tyskerne kan jo blot lære dansk eller engelsk, hvis de vil tale med os. Den samme holdning gør sig gældende over for alle andre sprogområder.

Engelsk er naturligvis er nyttigt redskab til at gebærde sig i store dele af verden, men det giver blot en meget overfladisk kontakt de fleste steder og kan ikke erstatte den viden og indsigt - og de store oplevelser og glæder - man får, hvis man behersker andre kulturers modersmål. Vil man mere end blot kunne rejse omkring og se verden, er det vigtigt at kunne flere sprog.
Hvis vi ønsker, at danske børn og unge skal blive åbne og tolerante verdensborgere, der kan samarbejde i internationale sammenhænge, skal de i en tidlig alder konfronteres med flere og mere fremmedartede sprog og kulturer og ikke blot fodres med mere af det, de allerede er en del af.
Den aktuelle indvandrerdebat er et godt eksempel på den voksende intolerance, som er en konsekvens af den sproglige og kulturelle ensretning, vi har oplevet i de senere år.
Unge i dag er ikke særligt åbne eller nysgerrige, selv om de rejser en del, for de rejser stort set kun til de lande, de kender fra fjernsynet. Mere fremmedartede sprog og kulturer interesserer dem ikke og de har ofte kun foragt tilovers for dem.

Ser vi på forholdet til Europa syd for os, gør det samme sig gældende. De fleste danskere retter blikket stift vestpå og ved meget lidt om selv de nærmeste sydlige naboer, fordi tv-mediet, der jo er altafgørende, kun beskæftiger sig meget lidt med Europa. Vort medlemskab af EU burde bevirke en langt større interesse, men en væsentlig årsag til den manglende dækning af europæiske forhold er formodentlig, og ganske betegnende, at kun få journalister behersker andre sprog end engelsk.
Danmark har stort set afskåret sig fra det europæiske kontinent og dermed fra sine egne sproglige og kulturelle rødder og er ikke kun geografisk et løst vedhæng til Europa.
Den ensidige satsning på engelsk kan vise sig at være uheldig i fremtiden, hvor tysk kunne ende med at blive lige så vigtigt som engelsk i EU-sammenhæng, med den udvikling, der er i gang efter murens fald. Meget tyder på, at det får stor psykologisk betydning for tyskernes selvopfattelse, at vi er gået ind i et nyt århundrede. Allerede nu er der i Tyskland en ­ forståelig ­ tendens til, at man nok vedkender sig et stort ansvar, men ikke længere vil føle skyld over nazisternes gerninger under anden verdenskrig.
Hvad gør vi i Danmark, hvis tysk får en betydning, der svarer til sprogområdets størrelse, hvilket ikke er utænkeligt i et nyt årtusind?
Hvordan vil det så gå det lille naboland, hvor stadigt færre taler sproget?

Det er noget af et paradoks, at man i erhvervslivet og på de videregående uddannelser opfatter danskernes manglende tyskkundskaber som et stigende problem, mens man på ungdomsuddannelserne tilsyneladende har planer om at skære ned på tysk under-visningen. Og det bliver kun værre i fremtiden, for der uddannes i disse år så få tysklærere på seminarierne, at de langt fra vil kunne erstatte de mange gamle, som går på pension i disse år.

Når man tænker på, hvor mange timer et dansk gennemsnitsbarn har det engelske sprog i ørerne hver dag, ikke mindst takket være de såkaldt danske fjernsynskanaler, plus at der undervises i sproget allerede fra fjerde klasse, så er det helt uforståeligt, at niveauet ikke er højere. Det er derfor heller ikke sandsynligt, at det hjælper at øge undervisningstiden fra 10 til 14 år, dvs. fra børnehaveklasse til og med studentereksamen, som
foreslået for nylig af Lone Dybkjær, der er en varm fortaler for engelsk som eneste sprog i EU.
Mit forslag til en forbedring af danskernes sprogkundskaber generelt er, at man går helt anderledes utraditionelle veje og gør det stik modsatte, dvs.
begynder med tysk som første fremmedsprog i 4. kl. og lader engelsk blive 2. fremmedsprog! Problemet med engelsk er nemlig, at det fortrinsvis indlæres efter naturmetoden, ved et konstant bombardement af sproget, gerne som underholdning, og knap nok kan betragtes som et fremmed-sprog i Danmark.
Undervisningen koncentrerer sig om en forholdsvis simpel kommunikation, der ikke kræver indlæring af grammatik eller viden om sproglige systemer generelt, hvilket betyder, at børnene via engelsk ikke får redskaber til yderligere sprogindlæring. Resultatet er da også, at det står skidt til med indlæring af andre fremmedsprog, som ikke kan læres på samme måde, da medierne her ikke fungerer som hjælpelærere. De fleste børn og unge gider ikke lære andet end engelsk, fordi det som det første fremmedsprog danner normen for sprogindlæring, og andre sprog ikke kan læres uden en del viden om grammatik.
Hvis man begyndte fremmed-sprogundervisningen med tysk i 4. klasse, ville børnene få en anden opfattelse af sprogundervisning i det hele taget, som ville være dem et nyttigt redskab til at lære andre sprog ­ også engelsk på et højere niveau, end det sker i dag. Måske ville det som en sidegevinst endda styrke danskfaget, der som bekendt også har problemer.
En anden gevinst ved at bytte om på tysk og engelsk ville være, at de fleste børn så ville beherske to sprog, da der sker lige så meget engelskindlæring uden for skolen som indenfor. Og to fremmed-sprog må siges at være et minimum for de fleste i et lille land som Danmark. I øvrigt har mange af de elever, der ikke får en videregående uddannelse, ofte mere brug for tysk end for engelsk.
Et yderligere argument for at begynde med tysk er, at børn i 9-10 års alderen endnu ikke er fyldt med alle de fordomme, de nu møder sproget med i 7. klasse, og som de i høj grad har fået via engelsksprogede film.
Alle lærere ved, at 7. klasse er det dårligst tænkelige tidspunkt at begynde med et sprog som tysk, hvorimod 6.-7. klasse er ideelt for engelsk, idet børnene da er begyndt at tilegne sig ungdomskulturen. På det tidspunkt vil de fleste børn skulle undervises i engelsk som et fortsættersprog, da de allerede behersker sproget i nogen grad pga. medierne. Fransk kan så, ligesom nu, tilbydes som et 3. fremmedsprog i 8. klasse.
Det er undervisningsministeriets mål, at 50 pct. af en ungdoms-årgang skal have en videregående uddannelse, men en forudsætning for at nå det mål, uden at der også sker en kvalitetsforringelse, er en betydelig forbedring af al sprogundervisning, inklusive dansk. Dertil kommer, at vi i Danmark har brug for en både sproglig og kulturel nyorientering, som giver os mulighed for at vælge det bedste fra mange kulturer, i stedet for som nu kritikløst at kopiere én bestemt kultur.
Det er mangfoldighed og forskelligartethed, der giver en dynamisk kultur, mens ensretning betyder stagnation. Hvis vi fortsat skal leve op til de krav, som internationaliseringen og globaliseringen stiller til os, og hvis vi skal bevare en selvstændig kultur, bliver vi ganske enkelt nødt til at tænke i andre baner.

Kirsten Aalling er lektor.