Pladeanm: Rammstein: Mutter (Rock: Rein Raus og stor applaus ) Politiken 31 martf 2001, Kultur side 8 Østtyske Rammstein har begået et monster af et album om mødre, børn og sex. Rammstein: Mutter. Produceret af Jacob Hellner. Universal (45 min). Udkommer mandag. Af Erik Jensen Uhyggen breder sig allerede på coveret til østtyske Rammsteins tredje album. Thi selv om titlen er den forsonende 'Mutter', er det ikke just ammestuehistorier, der fortælles her. Et grotesk, forvrænget babyansigt med lukkede øjne er fotograferet så tæt på, at porerne i den unge hud nærmest springer ud fra cd'ens plasticboks. Der er en ildevarslende lighed med Mary fra 'Riget'. Inden i coverets lille bog er medlemmerne af Rammstein ligeledes fotograferet gennem vand, som var de i lighed med den lille pige fra Lars von Triers 'Riget' for evigt anbragt i reagensglas som moderne mumier. Meget bedre bliver det ikke, når man lukker øjnene og lægger øre til musikken. Som en rambuk rammer Rammstein alle forsvarsværker og møjsommeligt opbyggede mure af fortrængninger. Barndommens barske land betrædes med nådesløse pigsko, smældende rytmer, monotone melodier og den ubegribeligt kraftfulde blanding af kitsch, tung techno og stålhård rock, der er Rammsteins musikalske varemærke. Dermed ikke være sagt, at det er ubehageligt at lytte til 'Mutter', snarere på engang fascinerende, gruopvækkende, dragende og dystert som en rasende køretur mod trafikken på en mørkelagt motorvej i en film af David Lynch med en brutalt brummende, men rummelig melodi i bilradioen. Med opfordring til rå sex på bagsædet. »Wir reiten los/ Du stöhnst ich sag dir vor/ Ein elefant im nadelöhr/ Rein Raus«, brøler Till Lindemann over et monster af et guitarriff i endnu en sang om kønsakten fra Rammstein, 'Rein Raus'. De centrale sange på albummet synes dog at være titelnummeret om den mor, der aldrig gav den lille baby lov til at sutte på sine brystvorter, og den rugende 'Spieluhr' om begravelsen af et barn, der med en tyk symbolik til vor tid døde med stopuret i hånden. En tung, elektronisk blues med et nærmest skizofrent poppet kor forener Rammsteins realisme, der er så rå, at den næsten er absurd, med gruppens tyngde og massive energi. En sang som 'Zwitter' har tempo og tyngde, som hverken den ensformige og oftest alt for primitive metal-rap eller techno normalt besidder. Sammen med de velformede melodier og det afsindige punch i den voldsomme musik er det ingredienser, der gør 'Mutter' til et formidabelt moderne album. Rammstein synes at være i en liga for sig selv og har gudskelov bevaret modet til at synge på tysk, hvilket selv amerikanerne synes at have accepteret i deres begejstring for dette særegne band. Alle, der overværede Rammsteins bizarre bombardement af en koncert på Roskilde Festival i fjor ved, at gruppens mix af teater, torden, tryk på og teatralsk tysk patos er en heftig fornøjelse. Endnu bedre end på den ellers glimrende forgænger 'Sehnsucht' har gruppen med 'Mutter' sat sig sine spor i plademediet. Et album mange vil få ind med modermælken i de kommende år.